Hvis man kun går efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig, når man får hvad man betaler for

Går man kun efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig når man får hvad man betaler for.

Ser man på statistikkerne rammer den seneste kødskandale lige ned midt i den danske folkesjæl. Hvis supermarkederne sælger i retning af 85 % af den mad der bliver købt i Danmark og 50-70 % af det oksekød der sælges er hakket, så kan man sige sig selv, at her er et problem, der berører rigtig mange mennesker.

Det er imidlertid de selvsamme mennesker der med deres daglige indkøbsvaner understøtter supermarkedernes position på markedet, så ondt skal man ikke have af dem. Hvad der er tale om her er en af de historier der dukker op med jævne mellemrum. Man kan forudsige at ministeren foretager sig noget der skal se ud af at hun foretager sig noget, at historien forsvinder fra forsiderne og primetime, og at danskerne fortsætter med at købe det de bliver tilbudt der hvor de befinder sig. At håbe på at denne historie skulle kunne få folk til at flytte sig er, vil jeg påstå, at håbe på et mirakel. Eller i hvert fald på at de skulle opføre sig fundamentalt anderledes end de har gjort i alle de andre situationer, hvor lignende historier har været fremme.

Supermarkeder har det ikke godt med fordærvelige varer, vil jeg påstå. Man kan efterprøve påstanden ved at betragte grøntafdelingen og prøve at finde et frisk produkt. I min lokale Rema 1000, hvor jeg køber min Osted mælk m.v., kan man undre sig over den åbne palle med 5 kilo poser med kartofler der dagligt hilser en velkommen. Man kan næsten høre dem sige: her er en butik der ikke har den ringeste forstand på den mest fundamentale regel omkring opbevaring af kartofler; men billigt, det er det. Og når folk bliver syge af solanin og chaconin, så er det ikke dem selv eller Rema 1000 der betaler for deres dumhed. Den fornøjelse har vi andre.

I en artikel om hvad man kan gøre for at undgå det gamle kød, spørger Ekstra Bladet kandidat i husholdningsvidenskab og human ernæring Preben Vestergård Hansen fra professionshøjskolen Metropol om man så skal "købe en hakkemaskine og hakke sin fars selv?"

- Så er du i hvert fald sikker på, hvad der kommer i. Men du skal bare være indstillet på, at du ikke lave fars til samme pris, som det bliver solgt i supermarkedet, hvor du nogle gange køber et halvt kilo for 15 kroner.

Vi lader lige svaret stå et øjeblik.

Og så gentager vi: Går man efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig når man får hvad man betaler for.

GMO

Hvis vor fødevareminister, der er kjær i gmo, ønskede sig en debat om emnet, må man sige, at hun har fået hvad hun har bedt om. I sommers var Per Kølster fra Fuglebjerggaard i blækhuset og formulerede hvad han kalder en gen.etik, og om ikke så længe holder Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening et to-dages arrangement i dels Jylland (12. oktober), dels på Christiansborg (13.oktober). Arrangement kan ses som en respons på det udredningsarbejde som fødevareminister igangsatte. Det arbejde blev offentliggjort den 16. september.

Skulle man have nogen tvivl om hvem det er for, så tager ministeren den gerne i opløbet ved at arrangere en konference med Dansk Industri to dage senere. Man skulle jo nødig blive forvirret og tro, at det havde noget med føde, sundhed eller natur at gøre, for slet ikke at tale om mad, føde eller frihed.
Ikke alene kan vi ikke finde på et bedre ord for det der grundliggende nærer os end fødevarer; vi har en minister for fødevarer, hvis fremmeste politiske mål er at fremme varegørelsen af vores mad, koste hvad det vil. Hvem der kommer til at betale for det, behøver man altså ikke gisne om.

Hvis man ønsker et glimt ind i fremtiden, er det gratis, men kræver tilmelding. For hvor FVM og DI vil tale om muligheder og sameksistens, så behøver man ikke gisne om hvad der sker. Det nordatlantiske kontinent er udlagt som laboratorium og den canadiske frøavler Percy Schmeiser kan med autoritet fortælle om hvilke konsekvenser den politik har haft og har i Canada. I mange år var han involveret i en strid med Monsanto der først forurenede hans marker, dernæst uden hjemmel tog prøver i den og til sidst førte en langvarig retssag imod ham.

Man kan kun være glad på Percy Schmeisers vegne over at sagen fik den udgang, men det bliver ofte udlagt som et brik i det puslespil der går ud på at vise at Monsanto er et ondskabens imperium, hvad det måske nok er; men den udlægning kan alt for let tilbagevises til melodien "det kunne ikke ske her, hvor myndighederne er meget bedre", hvilket måske nok er sandsynligt, omend skalaen kan diskuteres. Hvis man f.eks. mener at vide, at der er strengere danske krav til mærkning af fødevarer, så har man for så vidt ret; men, som Fyens Stiftstidende i torsdags den 24.9 (gengivet i Politiken lørdag den 26.9.2009) kan fortælle, så er der allerede nu betydelige huller i den lovgivning hvad angår minimumsniveau og foderstoffer. Mette Boye fra Forbrugerrådet udtaler, at: "Et meget stort flertal af danskerne forventer, at varerne er mærket, så de har mulighed for at tage stilling til, om de vil støtte det" og mener ikke, at danskerne generelt er klar over, at de dagligt er i kontakt med genmodificerede organismer. Så hvis man ikke spiser økologisk gris må man således indstille sig på at blive bespist - i anden grad - med genetisk modificerede sydamerikanske sojabønner. Eller at der er tryllet med gensplejsede enzymer i et laboratorium for at fremstille det brød, øl og vaskepulver der altså ikke er mærket.

Som Mogens på Madkultur bemærker, så behøver man nok næppe være for nervøs over sin sundhedstilstand ved at konsumere gmo. Jeg vil supplere med at sige, at spiser man de produkter, hvori de findes, er der nok noget mere grundliggende sundhedsmæssigt at være nervøs og bekymret over; det der er farligt og bekymrende er den økonomiske og politiske monokultur der følger med og som man altså som uoplyst dansk forbruger er med til at støtte uden at vide det og uden at have givet tilsagn. 

Og så er vi ved at være fremme ved det som historien om Percy Schmeiser også handler om: den udhuling af politiske processer som har fundet sted i Nordamerika er i øjeblikket ved at blive annammet i Europa. Ikke som det den er, men af hensynet til markedet. Ikke et ord om regnskoven, please, det er for besværligt at tage konsekvenserne af at danske svin opfodres på sojabønner der bliver til ved at rydde regnskoven. Så vi er i en situation, hvor vi har store enheder der skalter og valter med klodens biomasse og -logi i en sådan grad at vi har et gødningsoverskud i Danmark (fosfor specielt i denne sammenhæng, selvom kvælstof får alle overskrifterne), og må træffe foranstaltninger på den baggrund, samtidig med at sojamarkerne breder sig stadig dybere ind i klodens regnskove. Den kyniske betragtning ville gå på at vi i Danmark skulle kunne sørge for at genindsamle al den fosfor og sælge den på verdensmarkedet, i betragtning af at det er en begrænset ressource. Men at en sådan skævhed overhovedet kan ske er symptom på en grundliggende skævhed i det internationale marked, hvor der er mange økonomiske spillere med magt (penge), som ikke afbalanceres af en tilsvarende ukorrumperet politisk magt. Der er dem der spiller fløjte og så er dem der danser til melodien.

Hvis man nu vil indvende at jeg har sat tingene på spidsen, og at det ene vel ikke behøver udelukke det andet, så vil jeg da gerne sætte tingene endnu mere på spidsen og slå fast, at sameksistens mellem gmo og andre afgrøder ikke er mulig. Biologisk er det simpelthen ikke ladesiggøreligt at holde markerne frie for gmo, hvis det først bliver introduceret. Eftersom Monsanto har patentet, og det økonomiske forureningsansvar derfor må siges at kunne placeres rimeligt entydigt, kan det undre at Schmeisersagen ikke havde modsat fortegn. Det skal der en større juridisk hjerne end undertegnedes til at gennemskue, og det kunne være interessant at høre fødevareministerens udlægning af hvordan en introduktion af gmo-afgrøder forholder sig til det nu i hele EU implementerede princip om at "forureneren betaler".

Jeg siger tak for mad.

Osten ved Kultorvet

Jeg kan kun anbefale, og burde nok have gjort det forlængst, at man lægger vejen omkring Rosenborggade og besøger Osten ved Kultorvet.
Butikken er som navnet antyder, en aflægger af Slagteren ved Kultorvet, som den med lidt god vilje ligger 'lige rundt om hjørnet' fra; Men for mit eget vedkommende er den en videreførelse af Mikaels ostevogn som jeg blev fast kunde hos forrige år, da han stod ved Farmers Market Nørrebro i Jægersborggade og ved de høstmarkeder Østerbros Økologiske Markedslaug gennemførte på Sankt Jacobs Plads.
Mikael har en fortid som ansat i grossistvirksomheden Hedeagergård, dengang de mest gjorde det i ost. Foruden at lave en aldeles glimrende dansk skæreost, som man blir afhængig af, importerer Hedeagergård også ost gennem et europisk netværk af (små) økologiske osteproducenter. Udover at trække på dette glimrende netværk, importerer Osten ved Kultorvet også egne oste. I alt er der et sortiment på cirka 120 oste.
Det kan virke overvældende, så det kan betale sig på forhånd at have lagt en strategi, hvis ikke man skal komme til at købe sig fattig; Sådan lyder teorien, men der er jo altid lige en ost man skal smage ....
Men i store træk lyder min strategi: en blød, en hård og en med skimmel. F.eks. Hedeagergaards Danbo Guld 45+, den bedste parmesan man kan købe i København (2 år) og en Gorgonzola der får en til at springe ostedisken i supermarkedet over! Og så lige en Gruyere fordi det altså er verdens bedste ost og fordi man ikke rigtig kan snacke på en parmesan, uanset hvor god den er.

Osten ved Kultorvet har (stadig) ingen hjemmeside.
Da den åbnede blev den beskrevet på Øko-web og Alt om København.

I stedet anbefales det, at man lægger turen omkring Rosenborggade 2:


View Larger Map

Food, Inc.

Gary Taubes, Big Fat Lies

Ed Bruske (The Slow Cook) er en af mine favoritbloggere. Han dyrker en have tæt på det Hvide Hus og skriver normalt om hvordan man kan tilberede det man dyrker. Men på det seneste er han gået på en kulhydratkur og skriver i den anledning udmærket om de alternative teorier der underbygger kuren:

Om kulhydraternes rolle i opbygningen af fedtvæv.
Og om Susan Allports bog om fedt, specielt Omega-3 problemet.

Og hvis man ikke har tiden til at læse samtlige 600 sider i Gary Taubes' tankevækkende bog om samme emne, er der her et link til et tankevækkende foredrag fra den 6. februar sidste år ved Stevens Institute of Technology, hvor han opsummerer tesen:

Arla anklages for vildledning

Epn.dk 19. november 2008 af Lars Attrup
Man får helt lyst til en tur på landet og måske en slurk mælk, når man ser filmene i Arlas nye markedsføringskampagne. Under en blå, blå himmel ligger de grønne marker med blomster, sommerfugle og flokke af græssende køer. ”Tættere på naturen” hedder kampagnen. Men 70 pct. af de danske malkekøer kommer aldrig på græs. Tilmed er det en stærkt stigende del af køerne, der lever hele deres liv inde i stalden. »Min vurdering er, at Arlas kampagne er ulovlig markedsføring, fordi den vildleder forbrugerne. Den skaber et billede af produktionen, som ikke er i overensstemmelse med den virkelige verden, hvor størstedelen af køerne aldrig kommer ud af stalden,« siger Sofie Krogh-Holm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet. Hun vil nu overveje, om Arla skal anmeldes for ulovlig markedsføring.

Føj for en faglighed

Hvis man som undertegnede gik og troede at forholdene for landbrugsdyr i Europa var mindre morbide end de meget publicerede amerikanske tilstande, så er det tid til at revidere sin opfattelse. Sådan var det måske i halvfemserne, men som politiken.dk kan fortælle, så har fiorholdene ændret sig:

For ti år siden gik de fleste malkekøer på græs. Nu henslæber otte ud af ti hele deres liv indendøre og dør tidligere.

Det lyder jo som en dårlig ide (hvad det også er), så man kan jo undre sig over hvad det skyldes. En landmand sagde for nylig at der "ikke længere var en faglig begrundelse for små besætninger." Som til dels udenforstående må man jo spørge hvad det så er for et fag der dikterer den behandling af dyr?

Sagen er at mens økologien løber med alle overskrifterne, de gode og de journalistisk nemme historier, så er landbruget i gang med en endog meget omfattende strukturforandring. Hvilket er en eufemisme for at sige at de store og økonomisk stærke æder de små, der mangler arvtagere, afsætningsmuligheder, og frem for alt penge. De første to grunde giver sig selv. Med penge tænker jeg specifikt på de muligheder der gives store producenter gennem støtteordninger, lovgiving (herunder registration og papirarbejde). Som politisk bevidst forbruger, er det jo nærliggende at spørge sig selv om hvorvidt vores midler og lovgivning så bruges bedst på at fremme en 'strukturel' udvikling der fører til systematisk dyremisbrug.

Men den slags rører selvfølgelig ikke store ånder som f.eks. landmand Arne Jeppesen, der til Politiken kommer med følgende begrundelse for at han holder sine køer indespærret:

Det ville simpelt hen ikke kunne lade sig at gøre at få 400-500 køer ind og ud ad samme vej. De ville gå rundt i pladder og mudder, og det ville være dyrplageri.

Argumentation er så rundtosset at det kan være svært at vide i hvilken ende man skal gribe fat. I klassisk Dansk Landbrug stil. For at undgå en tænkt mulighed for en besværlig situation vælger man med andre ord en løsning, der med garanti er unaturlig, som med sikkerhed fører til inferiøre og mindre sunde dyr, altimens man opererer under en logik, der tilsiger at det ikke kan være anderledes - en logik der fører til at man producerer flere syge køer som man så hellere tager livet af end bruger penge på at få en dyrlæge (der vel ikke giver mængderabat?) til at tilse dem.

Så tror pokker at man i faget føler at man har et kommunikationsproblem. Men så længe man retter kikkerten den forkerte vej har man vel lov til at håbe på at det bliver ved med at være sådan.

Madkultur beskriver udmærket sundhedskonsekvenserne af den ændrede fodringsstrategib (usundhed må til at indføres som et ord i dansk). Så i denne omgang går jeg ikke detaljer om Omega 3 versus Omega 6.

Jeg i gang med at tygge mig i gennem Queen of Fats: Why Omega-3s Were Removed from the Western Diet and What We Can Do to Replace Them af videnskabsjournalisten Susan Allport.

En særdeles tankevækkende reportage fra de sidste årtiers banebrydende forskning på området. En forskning der sjovt nok bekræfter de antagelser man ud fra andre fagligheder (de være sig biodynamiske, økologiske eller bare snusfornuftige) har kunnet gøre sig om at det nok ikke er en god ide at fodre drøvtyggere kornafgrøder som de accelerer deres vækst inden de slår dem ihjel!

Som forsmag på bogen bare en enkelt pointe eller to jeg ikke har set gengivet så mange andre steder:

selvom 'alle' er klar over vigtigheden af Omega 3, så er det vigtige egentlig at O3 er i stadig konkurrence med O6 om at klemme sig ind på pladsen som byggeklods i vores celler. Så man kan lige så godt sige at vores problem er at vi får for meget O6. Næsten uanset hvor mange fisk man spiser (og man skal spise rigtig mange for at kompensere: flere end man kan!), så nytter det ikke, hvis pladsen allerede er optaget af de O6'ere man i forvejen har fyldt sig med. Det er også det (næ$t-) bedste argument for at droppe diverse O3-tilskud.

Når fisk kan anbefales som O3 kilde, skyldes det at mennesket endnu ikke er lykkedes med at ødelægge deres diæt (her kommer dambrugene!); (i naturen) de indgår i en fødekæde der i sidste ende baserer sig på plankton. Vildt ville være et andet, men nok lidt dyrere alternativ. Eller køer på græs.

Eller så mange andre dyr der spiste blade i stedet for frø. For det viser sig, at planterne producerer O3 når de er i voksefasen, hvorimod de skifter til at lagre energien som O6 når de begynder at sætte frø. Dette er imidlertid også grunden til at industrien systematisk har elimineret den fra vores fødevarer - den harskner nemlig nemt ved længere tids opbevaring, og et system der tager højde for det, har man ikke indrettet. Historisk har man haft den undskyldning at man ikke har vidst hvad man gjorde, men den går altså ikke længere. Eller den burde ikke gå længere, med mindre man altså er landmand i Danmark. Eller havregrynsfordærver, eller ... så meget andet.

Selvhøst

Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. En kombination af at jeg har været travlt optaget med andre gøremål, årstiden - og så årstidens gøremål.
Blandt andet er jeg med i et selvhøstprojekt på Lavendelgaarden - sidste år blev for dyrt at købe grøntsagerne uge for uge, så i år har jeg de sidste par måneder taget toget til Veksø cirka en gang om ugen for at luge, vande og udplante 'mine' 80 kvadratmeter.
Kålbedet er under insektnet, hvilket nedsætter antallet af insektangreb, men ikke eliminerer dem. På trods af det, og på trods af den seneste tids tørke (Søsum har været meget uheldig næsten ikke at få noget af den seneste tids bygevejr), så har kålbedet virkelig fået fat, og den næste tid kommer menuen til at stå på spidskål; forhåbentlig har rødløgene på det tidspunkt vokset sig så meget til at jeg nænner at ofre dem! I betragtning af at jeg har cirka 110 rødløg, 40 zittauerløg, 70 shalotløg og 60 porrer, så burde der jo være noget at tage af. Men på den anden side er kartoffelhøsten en skuffelse, hvor man virkelig kan se hvordan tørken indvirker på udbyttet: jeg høstede een kartoffelplante og fik to kartofler ud af det: alle de 'hyppede' knolde havde simpelthen ikke udviklet sig: de var lige blevet dannet men heller ikke mere: og selvom jeg kan lide små kartofler og kvantum ikke er alt, så er det alligevel lidt ærgeligt at alt det potentiale ikke bliver til mere end knappenålshovedstørrelse!

Den glimrende skribent Tom Philpott fra Grist.org hjar i øvrigt lige udgivet en glimrende artikel om økologiens udfordringer: "Not Just for White People Anymore". Med et glimt i øjet spidder han den meget udbredte (og i Danmark tilsyneladende statsautoriserede) holdning at det handler om at shoppe sig til en bedre verden:

To what extent do organics merely "allow people to feel good about their consumption," as Lander says, and to what extent do they inspire people to think about their consumption, to consider their place in the consumption-production process?

Hvis 'økologi' kun er et tilvalg for de privilligerede, så er dette mål i hvert tilfælde ikke nået. Så misser vi fortsat hele historien - eller alle historierne - om hvordan vores forbrug bliver til, til fordel for 'den gode historie'. Philpotts pointe er at vejen frem ikke består i en konsolidering af den økologiske branche, men i et politisk pres på monopolerne, de være sig 'konventionelle' eller 'økologiske'.
Det kan jeg kun være enig i, og jeg tror at en forudsætning er at flere involverer sig, på mange forskellige måder, i f.eks. hvordan det vi spiser bliver til. Hvis den første 'økologiske' bølge var karakteriseret ved udfordringerne i at dyrke uden kunstgødning og gift, og hvis man kan sige, at det problem er løst - også i stor skala - så er den nuværende udfordring infrastrukturelt: hvis der ikke bliver etableret en alternativ for afsætningen, så kommer der kun mere af det samme: ensartede, kedelige og gamle slatne 'fødevareprodukter'. Det er der ikke meget ved.

Og så er det for resten en fantastisk salat jeg er ved at skære roden af på det store billede. Skyl og tør. Lidt hvidløg, salt og peber, olivenolie og balsamicoeddike: sværere behøver det ikke være.
Men den er sjovere på høstdagen end hvis den havde været en uge undervejs!

Og så bliver man lidt mindre 'hvid' af at tilbringe tiden udendørs.

Growing Power - opfindsom dyrkning

Måske det er årstiden, det kribler i fingrene for at få gang i planterne. Nattemperaturerne hjælper ikke på sagen, så mens jeg er ved at drukne i små og ikke så små tomatplanter, chili osv, som der skal findes plads til på meget lidt plads.
Så jeg er altid på udkig efter gode ideer til hvordan det kan lade sig gøre. Growing Power, en nonprofit organisation i Milwaukee, er i den sammenhæng ganske inspirerende. Nu ligger Chicago mht lys på romerske breddegrader, men har meget kolde vintre og forår, så det er en oplagt ide at hente kompostbunken ind i drivhuset og bruge varmkompostering som en opvarmningskilde. Når man ikke har store landområder at 'landbruge' på, så er det en stor udfordring at skaffe nok jord (og god jord). Der er kompostering nøglen: det fylder ikke særlig meget, giver den bedste jord, specielt når man har ormene inde over. Man sparer både de højmoser der forsyner det danske havefolk med spagnum, sparer på den mængde af affald der bliver kørt på lossepladsen eller brændt af. Og fik jeg nævnt at man får den bedste jord ud af det? En win-win-win situation og måske en opskrift på den ultimative local foods diet?
Det kan man forvisse sig om ved at kigge på de videoer som det amerikanske NPRs videnskabsprogram har lagt op på deres hjemmeside. En introduktion til organisationen og forsøgsgården findes her:



Flere videoer om Growing Power her.

Linket fundet via den interessante blog "Local Foods Research Project", der skriver om lokale mad-emner i alle afskygninger.

Havregryn igen

En artikel af Ane Bodil Søgaard i det seneste nummer af Praktisk Økologi vender tilbage til den notoriske historie om havregrynene. Artiklen fortæller en noget mere fyldig historie end den som aviserne, medierne, producenter og eksperter formåede at bibringe. Ihvertfald var der i artiklen en ny detalje, der overraskede mig. Jeg har tidligere påpeget, at den pointe, der blev begravet i kræftforskrækkelsen, var gyldig nok: nemlig at den industrielle forarbejdelse af fødevarer ikke er uden omkostninger for næringsindholdet. Acrylamid er i den forbindelse bare prikken over i’et, en uforudset biprodukt af en forarbejdelse der udelukkende har til formål at forlænge hyldeholdbarheden. Det skal siges at i bogens formulering af denne sandhed måske godt kunne have været bedre formuleret og at en mindre skræmmende formulering nok næppe så nemt ville have kunnet løftes ud af den sammenhæng den indgår i.

Når det så er sagt, så er det der var nyt for mig at Søgaard faktisk begyndte den rigtige vej rundt: nemlig ved at opdage hvor anderledes friske havregryn smager og dernæst begynde at undre sig over hvad forskellen bestod i. Det var den vej rundt at historien begyndte for Søgaard.

At bogens anden forfatter, Troels Østergaard, så sælger de pågældende havregrynsvalser - og at de starter ved 1.400 kroner - er så måske hvad en dybdeborende journalist kunne kaste sig over næste gang. For mig er de 1.400 kroner (og tanken om hver kvinde/mand sin havregrynsvalse) udtryk for en privatisering og/eller borgerliggørelse af tilgangen til havregryn: tærsklen er simpelthen for høj: hvor er den butik der ville tilbyde at sælge friskmalede havregryn istedet for fabriksindpakninger a 1kg? For ti-femten år siden var det vel kun Irma der havde kaffemøller stående i deres butikker og solgte hele kaffebønner. Der må man sige der er sket noget. Kunne man håbe på en tilsvarende udvikling på andre produkter? Hvor svært kan det være?