1. oktober 2009

Hvis man kun går efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig, når man får hvad man betaler for

Går man kun efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig når man får hvad man betaler for.

Ser man på statistikkerne rammer den seneste kødskandale lige ned midt i den danske folkesjæl. Hvis supermarkederne sælger i retning af 85 % af den mad der bliver købt i Danmark og 50-70 % af det oksekød der sælges er hakket, så kan man sige sig selv, at her er et problem, der berører rigtig mange mennesker.

Det er imidlertid de selvsamme mennesker der med deres daglige indkøbsvaner understøtter supermarkedernes position på markedet, så ondt skal man ikke have af dem. Hvad der er tale om her er en af de historier der dukker op med jævne mellemrum. Man kan forudsige at ministeren foretager sig noget der skal se ud af at hun foretager sig noget, at historien forsvinder fra forsiderne og primetime, og at danskerne fortsætter med at købe det de bliver tilbudt der hvor de befinder sig. At håbe på at denne historie skulle kunne få folk til at flytte sig er, vil jeg påstå, at håbe på et mirakel. Eller i hvert fald på at de skulle opføre sig fundamentalt anderledes end de har gjort i alle de andre situationer, hvor lignende historier har været fremme.

Supermarkeder har det ikke godt med fordærvelige varer, vil jeg påstå. Man kan efterprøve påstanden ved at betragte grøntafdelingen og prøve at finde et frisk produkt. I min lokale Rema 1000, hvor jeg køber min Osted mælk m.v., kan man undre sig over den åbne palle med 5 kilo poser med kartofler der dagligt hilser en velkommen. Man kan næsten høre dem sige: her er en butik der ikke har den ringeste forstand på den mest fundamentale regel omkring opbevaring af kartofler; men billigt, det er det. Og når folk bliver syge af solanin og chaconin, så er det ikke dem selv eller Rema 1000 der betaler for deres dumhed. Den fornøjelse har vi andre.

I en artikel om hvad man kan gøre for at undgå det gamle kød, spørger Ekstra Bladet kandidat i husholdningsvidenskab og human ernæring Preben Vestergård Hansen fra professionshøjskolen Metropol om man så skal "købe en hakkemaskine og hakke sin fars selv?"
- Så er du i hvert fald sikker på, hvad der kommer i. Men du skal bare være indstillet på, at du ikke lave fars til samme pris, som det bliver solgt i supermarkedet, hvor du nogle gange køber et halvt kilo for 15 kroner.

Vi lader lige svaret stå et øjeblik.

Og så gentager vi: Går man efter den laveste pris, skal man ikke beklage sig når man får hvad man betaler for.

24. september 2009

GMO

Hvis vor fødevareminister, der er kjær i gmo, ønskede sig en debat om emnet, må man sige, at hun har fået hvad hun har bedt om. I sommers var Per Kølster fra Fuglebjerggaard i blækhuset og formulerede hvad han kalder en gen.etik, og om ikke så længe holder Økologisk Landsforening og Danmarks Naturfredningsforening et to-dages arrangement i dels Jylland (12. oktober), dels på Christiansborg (13.oktober). Arrangement kan ses som en respons på det udredningsarbejde som fødevareminister igangsatte. Det arbejde blev offentliggjort den 16. september.

Skulle man have nogen tvivl om hvem det er for, så tager ministeren den gerne i opløbet ved at arrangere en konference med Dansk Industri to dage senere. Man skulle jo nødig blive forvirret og tro, at det havde noget med føde, sundhed eller natur at gøre, for slet ikke at tale om mad, føde eller frihed.
Ikke alene kan vi ikke finde på et bedre ord for det der grundliggende nærer os end fødevarer; vi har en minister for fødevarer, hvis fremmeste politiske mål er at fremme varegørelsen af vores mad, koste hvad det vil. Hvem der kommer til at betale for det, behøver man altså ikke gisne om.

Hvis man ønsker et glimt ind i fremtiden, er det gratis, men kræver tilmelding. For hvor FVM og DI vil tale om muligheder og sameksistens, så behøver man ikke gisne om hvad der sker. Det nordatlantiske kontinent er udlagt som laboratorium og den canadiske frøavler Percy Schmeiser kan med autoritet fortælle om hvilke konsekvenser den politik har haft og har i Canada. I mange år var han involveret i en strid med Monsanto der først forurenede hans marker, dernæst uden hjemmel tog prøver i den og til sidst førte en langvarig retssag imod ham.
Man kan kun være glad på Percy Schmeisers vegne over at sagen fik den udgang, men det bliver ofte udlagt som et brik i det puslespil der går ud på at vise at Monsanto er et ondskabens imperium, hvad det måske nok er; men den udlægning kan alt for let tilbagevises til melodien "det kunne ikke ske her, hvor myndighederne er meget bedre", hvilket måske nok er sandsynligt, omend skalaen kan diskuteres. Hvis man f.eks. mener at vide, at der er strengere danske krav til mærkning af fødevarer, så har man for så vidt ret; men, som Fyens Stiftstidende i torsdags den 24.9 (gengivet i Politiken lørdag den 26.9.2009) kan fortælle, så er der allerede nu betydelige huller i den lovgivning hvad angår minimumsniveau og foderstoffer. Mette Boye fra Forbrugerrådet udtaler, at: "Et meget stort flertal af danskerne forventer, at varerne er mærket, så de har mulighed for at tage stilling til, om de vil støtte det" og mener ikke, at danskerne generelt er klar over, at de dagligt er i kontakt med genmodificerede organismer. Så hvis man ikke spiser økologisk gris må man således indstille sig på at blive bespist - i anden grad - med genetisk modificerede sydamerikanske sojabønner. Eller at der er tryllet med gensplejsede enzymer i et laboratorium for at fremstille det brød, øl og vaskepulver der altså ikke er mærket.

Som Mogens på Madkultur bemærker, så behøver man nok næppe være for nervøs over sin sundhedstilstand ved at konsumere gmo. Jeg vil supplere med at sige, at spiser man de produkter, hvori de findes, er der nok noget mere grundliggende sundhedsmæssigt at være nervøs og bekymret over; det der er farligt og bekymrende er den økonomiske og politiske monokultur der følger med og som man altså som uoplyst dansk forbruger er med til at støtte uden at vide det og uden at have givet tilsagn. 

Og så er vi ved at være fremme ved det som historien om Percy Schmeiser også handler om: den udhuling af politiske processer som har fundet sted i Nordamerika er i øjeblikket ved at blive annammet i Europa. Ikke som det den er, men af hensynet til markedet. Ikke et ord om regnskoven, please, det er for besværligt at tage konsekvenserne af at danske svin opfodres på sojabønner der bliver til ved at rydde regnskoven. Så vi er i en situation, hvor vi har store enheder der skalter og valter med klodens biomasse og -logi i en sådan grad at vi har et gødningsoverskud i Danmark (fosfor specielt i denne sammenhæng, selvom kvælstof får alle overskrifterne), og må træffe foranstaltninger på den baggrund, samtidig med at sojamarkerne breder sig stadig dybere ind i klodens regnskove. Den kyniske betragtning ville gå på at vi i Danmark skulle kunne sørge for at genindsamle al den fosfor og sælge den på verdensmarkedet, i betragtning af at det er en begrænset ressource. Men at en sådan skævhed overhovedet kan ske er symptom på en grundliggende skævhed i det internationale marked, hvor der er mange økonomiske spillere med magt (penge), som ikke afbalanceres af en tilsvarende ukorrumperet politisk magt. Der er dem der spiller fløjte og så er dem der danser til melodien.

Hvis man nu vil indvende at jeg har sat tingene på spidsen, og at det ene vel ikke behøver udelukke det andet, så vil jeg da gerne sætte tingene endnu mere på spidsen og slå fast, at sameksistens mellem gmo og andre afgrøder ikke er mulig. Biologisk er det simpelthen ikke ladesiggøreligt at holde markerne frie for gmo, hvis det først bliver introduceret. Eftersom Monsanto har patentet, og det økonomiske forureningsansvar derfor må siges at kunne placeres rimeligt entydigt, kan det undre at Schmeisersagen ikke havde modsat fortegn. Det skal der en større juridisk hjerne end undertegnedes til at gennemskue, og det kunne være interessant at høre fødevareministerens udlægning af hvordan en introduktion af gmo-afgrøder forholder sig til det nu i hele EU implementerede princip om at "forureneren betaler".

Jeg siger tak for mad.

15. september 2009

Osten ved Kultorvet

Jeg kan kun anbefale, og burde nok have gjort det forlængst, at man lægger vejen omkring Rosenborggade og besøger Osten ved Kultorvet.
Butikken er som navnet antyder, en aflægger af Slagteren ved Kultorvet, som den med lidt god vilje ligger 'lige rundt om hjørnet' fra; Men for mit eget vedkommende er den en videreførelse af Mikaels ostevogn som jeg blev fast kunde hos forrige år, da han stod ved Farmers Market Nørrebro i Jægersborggade og ved de høstmarkeder Østerbros Økologiske Markedslaug gennemførte på Sankt Jacobs Plads.
Mikael har en fortid som ansat i grossistvirksomheden Hedeagergård, dengang de mest gjorde det i ost. Foruden at lave en aldeles glimrende dansk skæreost, som man blir afhængig af, importerer Hedeagergård også ost gennem et europisk netværk af (små) økologiske osteproducenter. Udover at trække på dette glimrende netværk, importerer Osten ved Kultorvet også egne oste. I alt er der et sortiment på cirka 120 oste.
Det kan virke overvældende, så det kan betale sig på forhånd at have lagt en strategi, hvis ikke man skal komme til at købe sig fattig; Sådan lyder teorien, men der er jo altid lige en ost man skal smage ....
Men i store træk lyder min strategi: en blød, en hård og en med skimmel. F.eks. Hedeagergaards Danbo Guld 45+, den bedste parmesan man kan købe i København (2 år) og en Gorgonzola der får en til at springe ostedisken i supermarkedet over! Og så lige en Gruyere fordi det altså er verdens bedste ost og fordi man ikke rigtig kan snacke på en parmesan, uanset hvor god den er.

Osten ved Kultorvet har (stadig) ingen hjemmeside.
Da den åbnede blev den beskrevet på Øko-web og Alt om København.

I stedet anbefales det, at man lægger turen omkring Rosenborggade 2:


View Larger Map

28. maj 2009

Gary Taubes, Big Fat Lies

Ed Bruske (The Slow Cook) er en af mine favoritbloggere. Han dyrker en have tæt på det Hvide Hus og skriver normalt om hvordan man kan tilberede det man dyrker. Men på det seneste er han gået på en kulhydratkur og skriver i den anledning udmærket om de alternative teorier der underbygger kuren:

Om kulhydraternes rolle i opbygningen af fedtvæv.
Og om Susan Allports bog om fedt, specielt Omega-3 problemet.

Og hvis man ikke har tiden til at læse samtlige 600 sider i Gary Taubes' tankevækkende bog om samme emne, er der her et link til et tankevækkende foredrag fra den 6. februar sidste år ved Stevens Institute of Technology, hvor han opsummerer tesen: