Havregryn igen

En artikel af Ane Bodil Søgaard i det seneste nummer af Praktisk Økologi vender tilbage til den notoriske historie om havregrynene. Artiklen fortæller en noget mere fyldig historie end den som aviserne, medierne, producenter og eksperter formåede at bibringe. Ihvertfald var der i artiklen en ny detalje, der overraskede mig. Jeg har tidligere påpeget, at den pointe, der blev begravet i kræftforskrækkelsen, var gyldig nok: nemlig at den industrielle forarbejdelse af fødevarer ikke er uden omkostninger for næringsindholdet. Acrylamid er i den forbindelse bare prikken over i’et, en uforudset biprodukt af en forarbejdelse der udelukkende har til formål at forlænge hyldeholdbarheden. Det skal siges at i bogens formulering af denne sandhed måske godt kunne have været bedre formuleret og at en mindre skræmmende formulering nok næppe så nemt ville have kunnet løftes ud af den sammenhæng den indgår i.

Når det så er sagt, så er det der var nyt for mig at Søgaard faktisk begyndte den rigtige vej rundt: nemlig ved at opdage hvor anderledes friske havregryn smager og dernæst begynde at undre sig over hvad forskellen bestod i. Det var den vej rundt at historien begyndte for Søgaard.

At bogens anden forfatter, Troels Østergaard, så sælger de pågældende havregrynsvalser - og at de starter ved 1.400 kroner - er så måske hvad en dybdeborende journalist kunne kaste sig over næste gang. For mig er de 1.400 kroner (og tanken om hver kvinde/mand sin havregrynsvalse) udtryk for en privatisering og/eller borgerliggørelse af tilgangen til havregryn: tærsklen er simpelthen for høj: hvor er den butik der ville tilbyde at sælge friskmalede havregryn istedet for fabriksindpakninger a 1kg? For ti-femten år siden var det vel kun Irma der havde kaffemøller stående i deres butikker og solgte hele kaffebønner. Der må man sige der er sket noget. Kunne man håbe på en tilsvarende udvikling på andre produkter? Hvor svært kan det være?