Kædens led

En kæde er som bekendt ikke stærkere end det svageste led.
Som Mogens Bisgaard på Madkultur bemærker, så er det nuværende kontrolsystem utilstrækkelige, fordi de begrænser sig til et enkelt led frem og tilbage i kæden. "Hvem køber du af" og "Hvem sælger du til", som det hedder på Fødevarestyrelsens side om Sporbarhed.

Formanden for The Sierra Club, Carl Pope, er inde på det samme i artiklen "Ways & Means: The China Syndrome":

Problemet er ikke Kina. Problemet er en forretningsmodel,i hvilken virksomheder udliciterer fremstilling under kortfristede prisbillige kontrakter til det firma der tilbyder at følge deres design til den laveste pris. Det eneste der er Fisher-Price ved ”Dora the Explorer” er designet – selve produktet bliver fremstillet på en fabrik som selskabet stort set ikke har nogen kontrol over. Det styrer ikke arbejdsforholdene, de miljømæssiger standarder eller sikkerhedsprocedurerne.Som følge heraf kontrollerer det ikke længere selve produktet.

Den første gang jeg stødte på dette problem, var i 2004, da jeg forsøgte at overbevise Gap om at få sine mexikanske jeansfabrikanter til at ophøre med at udlede giftigt spildevand fra sine stenforvaskningsfaciliteter direkte ud i vandløb. De gjorde dette for at undgå omkostningerne ved at anvende et spildevandsanlæg. Selskabet var enige i at spildevandsbehandling stort set ikke ville gøre jeansene dyrere. Men de forklarede at de for at bevare valgfrihed og for at skaffe den bedste pris fra deres leverandører, så har Gap ikke nogen langtidskontrakter med disse fabrikker, og selskabet køber typisk kun en meget lille del af hvad fabrikken fremstiller.

Popes perspekiv er, at ved at udlicitere produktionen af deres varer, er det lykkedes for multinationale amerikanske firmaer at miste kontrollen over hvordan de bliver til. Når prisen bliver den eneste faktor der tæller, så er fleksibiliteten et mandat. Dette medfører paradoksalt nok en tilsvarende mangel på kontrol, når der ikke er indgået længerevarende kontrakter. Kickeren er Popes sidste eksempel:

Mærkevarer har ikke længere samme betydning som de plejede at have. ... Mange af de kopivarer, man kan købe på gaden i Shanghai - eller selv i New York - for eksempel håndtasker og andre luksusvarer, er faktisk fremstillet på de selvsamme fabrikker som den rigtige vare.

Løsningen er måske ikke at købe piratkopier, men kunne snarere være at efterspørge non-brand mærker, der rent faktisk er fremstillet af ordenlige materialer og under ordenlige forhold. Er det dyrere? Måske nok, afhængigt af brandet, men hvis man vil vide hvad der i det man spiser eller har på, så er der ikke noget alternativ.