Food, Inc.

Gary Taubes, Big Fat Lies

Ed Bruske (The Slow Cook) er en af mine favoritbloggere. Han dyrker en have tæt på det Hvide Hus og skriver normalt om hvordan man kan tilberede det man dyrker. Men på det seneste er han gået på en kulhydratkur og skriver i den anledning udmærket om de alternative teorier der underbygger kuren:

Om kulhydraternes rolle i opbygningen af fedtvæv.
Og om Susan Allports bog om fedt, specielt Omega-3 problemet.

Og hvis man ikke har tiden til at læse samtlige 600 sider i Gary Taubes' tankevækkende bog om samme emne, er der her et link til et tankevækkende foredrag fra den 6. februar sidste år ved Stevens Institute of Technology, hvor han opsummerer tesen:

Arla anklages for vildledning

Epn.dk 19. november 2008 af Lars Attrup
Man får helt lyst til en tur på landet og måske en slurk mælk, når man ser filmene i Arlas nye markedsføringskampagne. Under en blå, blå himmel ligger de grønne marker med blomster, sommerfugle og flokke af græssende køer. ”Tættere på naturen” hedder kampagnen. Men 70 pct. af de danske malkekøer kommer aldrig på græs. Tilmed er det en stærkt stigende del af køerne, der lever hele deres liv inde i stalden. »Min vurdering er, at Arlas kampagne er ulovlig markedsføring, fordi den vildleder forbrugerne. Den skaber et billede af produktionen, som ikke er i overensstemmelse med den virkelige verden, hvor størstedelen af køerne aldrig kommer ud af stalden,« siger Sofie Krogh-Holm, fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet. Hun vil nu overveje, om Arla skal anmeldes for ulovlig markedsføring.

Føj for en faglighed

Hvis man som undertegnede gik og troede at forholdene for landbrugsdyr i Europa var mindre morbide end de meget publicerede amerikanske tilstande, så er det tid til at revidere sin opfattelse. Sådan var det måske i halvfemserne, men som politiken.dk kan fortælle, så har fiorholdene ændret sig:

For ti år siden gik de fleste malkekøer på græs. Nu henslæber otte ud af ti hele deres liv indendøre og dør tidligere.

Det lyder jo som en dårlig ide (hvad det også er), så man kan jo undre sig over hvad det skyldes. En landmand sagde for nylig at der "ikke længere var en faglig begrundelse for små besætninger." Som til dels udenforstående må man jo spørge hvad det så er for et fag der dikterer den behandling af dyr?

Sagen er at mens økologien løber med alle overskrifterne, de gode og de journalistisk nemme historier, så er landbruget i gang med en endog meget omfattende strukturforandring. Hvilket er en eufemisme for at sige at de store og økonomisk stærke æder de små, der mangler arvtagere, afsætningsmuligheder, og frem for alt penge. De første to grunde giver sig selv. Med penge tænker jeg specifikt på de muligheder der gives store producenter gennem støtteordninger, lovgiving (herunder registration og papirarbejde). Som politisk bevidst forbruger, er det jo nærliggende at spørge sig selv om hvorvidt vores midler og lovgivning så bruges bedst på at fremme en 'strukturel' udvikling der fører til systematisk dyremisbrug.

Men den slags rører selvfølgelig ikke store ånder som f.eks. landmand Arne Jeppesen, der til Politiken kommer med følgende begrundelse for at han holder sine køer indespærret:

Det ville simpelt hen ikke kunne lade sig at gøre at få 400-500 køer ind og ud ad samme vej. De ville gå rundt i pladder og mudder, og det ville være dyrplageri.

Argumentation er så rundtosset at det kan være svært at vide i hvilken ende man skal gribe fat. I klassisk Dansk Landbrug stil. For at undgå en tænkt mulighed for en besværlig situation vælger man med andre ord en løsning, der med garanti er unaturlig, som med sikkerhed fører til inferiøre og mindre sunde dyr, altimens man opererer under en logik, der tilsiger at det ikke kan være anderledes - en logik der fører til at man producerer flere syge køer som man så hellere tager livet af end bruger penge på at få en dyrlæge (der vel ikke giver mængderabat?) til at tilse dem.

Så tror pokker at man i faget føler at man har et kommunikationsproblem. Men så længe man retter kikkerten den forkerte vej har man vel lov til at håbe på at det bliver ved med at være sådan.

Madkultur beskriver udmærket sundhedskonsekvenserne af den ændrede fodringsstrategib (usundhed må til at indføres som et ord i dansk). Så i denne omgang går jeg ikke detaljer om Omega 3 versus Omega 6.

Jeg i gang med at tygge mig i gennem Queen of Fats: Why Omega-3s Were Removed from the Western Diet and What We Can Do to Replace Them af videnskabsjournalisten Susan Allport.

En særdeles tankevækkende reportage fra de sidste årtiers banebrydende forskning på området. En forskning der sjovt nok bekræfter de antagelser man ud fra andre fagligheder (de være sig biodynamiske, økologiske eller bare snusfornuftige) har kunnet gøre sig om at det nok ikke er en god ide at fodre drøvtyggere kornafgrøder som de accelerer deres vækst inden de slår dem ihjel!

Som forsmag på bogen bare en enkelt pointe eller to jeg ikke har set gengivet så mange andre steder:

selvom 'alle' er klar over vigtigheden af Omega 3, så er det vigtige egentlig at O3 er i stadig konkurrence med O6 om at klemme sig ind på pladsen som byggeklods i vores celler. Så man kan lige så godt sige at vores problem er at vi får for meget O6. Næsten uanset hvor mange fisk man spiser (og man skal spise rigtig mange for at kompensere: flere end man kan!), så nytter det ikke, hvis pladsen allerede er optaget af de O6'ere man i forvejen har fyldt sig med. Det er også det (næ$t-) bedste argument for at droppe diverse O3-tilskud.

Når fisk kan anbefales som O3 kilde, skyldes det at mennesket endnu ikke er lykkedes med at ødelægge deres diæt (her kommer dambrugene!); (i naturen) de indgår i en fødekæde der i sidste ende baserer sig på plankton. Vildt ville være et andet, men nok lidt dyrere alternativ. Eller køer på græs.

Eller så mange andre dyr der spiste blade i stedet for frø. For det viser sig, at planterne producerer O3 når de er i voksefasen, hvorimod de skifter til at lagre energien som O6 når de begynder at sætte frø. Dette er imidlertid også grunden til at industrien systematisk har elimineret den fra vores fødevarer - den harskner nemlig nemt ved længere tids opbevaring, og et system der tager højde for det, har man ikke indrettet. Historisk har man haft den undskyldning at man ikke har vidst hvad man gjorde, men den går altså ikke længere. Eller den burde ikke gå længere, med mindre man altså er landmand i Danmark. Eller havregrynsfordærver, eller ... så meget andet.

Selvhøst

Der har været lidt stille på bloggen på det seneste. En kombination af at jeg har været travlt optaget med andre gøremål, årstiden - og så årstidens gøremål.
Blandt andet er jeg med i et selvhøstprojekt på Lavendelgaarden - sidste år blev for dyrt at købe grøntsagerne uge for uge, så i år har jeg de sidste par måneder taget toget til Veksø cirka en gang om ugen for at luge, vande og udplante 'mine' 80 kvadratmeter.
Kålbedet er under insektnet, hvilket nedsætter antallet af insektangreb, men ikke eliminerer dem. På trods af det, og på trods af den seneste tids tørke (Søsum har været meget uheldig næsten ikke at få noget af den seneste tids bygevejr), så har kålbedet virkelig fået fat, og den næste tid kommer menuen til at stå på spidskål; forhåbentlig har rødløgene på det tidspunkt vokset sig så meget til at jeg nænner at ofre dem! I betragtning af at jeg har cirka 110 rødløg, 40 zittauerløg, 70 shalotløg og 60 porrer, så burde der jo være noget at tage af. Men på den anden side er kartoffelhøsten en skuffelse, hvor man virkelig kan se hvordan tørken indvirker på udbyttet: jeg høstede een kartoffelplante og fik to kartofler ud af det: alle de 'hyppede' knolde havde simpelthen ikke udviklet sig: de var lige blevet dannet men heller ikke mere: og selvom jeg kan lide små kartofler og kvantum ikke er alt, så er det alligevel lidt ærgeligt at alt det potentiale ikke bliver til mere end knappenålshovedstørrelse!

Den glimrende skribent Tom Philpott fra Grist.org hjar i øvrigt lige udgivet en glimrende artikel om økologiens udfordringer: "Not Just for White People Anymore". Med et glimt i øjet spidder han den meget udbredte (og i Danmark tilsyneladende statsautoriserede) holdning at det handler om at shoppe sig til en bedre verden:

To what extent do organics merely "allow people to feel good about their consumption," as Lander says, and to what extent do they inspire people to think about their consumption, to consider their place in the consumption-production process?

Hvis 'økologi' kun er et tilvalg for de privilligerede, så er dette mål i hvert tilfælde ikke nået. Så misser vi fortsat hele historien - eller alle historierne - om hvordan vores forbrug bliver til, til fordel for 'den gode historie'. Philpotts pointe er at vejen frem ikke består i en konsolidering af den økologiske branche, men i et politisk pres på monopolerne, de være sig 'konventionelle' eller 'økologiske'.
Det kan jeg kun være enig i, og jeg tror at en forudsætning er at flere involverer sig, på mange forskellige måder, i f.eks. hvordan det vi spiser bliver til. Hvis den første 'økologiske' bølge var karakteriseret ved udfordringerne i at dyrke uden kunstgødning og gift, og hvis man kan sige, at det problem er løst - også i stor skala - så er den nuværende udfordring infrastrukturelt: hvis der ikke bliver etableret en alternativ for afsætningen, så kommer der kun mere af det samme: ensartede, kedelige og gamle slatne 'fødevareprodukter'. Det er der ikke meget ved.

Og så er det for resten en fantastisk salat jeg er ved at skære roden af på det store billede. Skyl og tør. Lidt hvidløg, salt og peber, olivenolie og balsamicoeddike: sværere behøver det ikke være.
Men den er sjovere på høstdagen end hvis den havde været en uge undervejs!

Og så bliver man lidt mindre 'hvid' af at tilbringe tiden udendørs.

Growing Power - opfindsom dyrkning

Måske det er årstiden, det kribler i fingrene for at få gang i planterne. Nattemperaturerne hjælper ikke på sagen, så mens jeg er ved at drukne i små og ikke så små tomatplanter, chili osv, som der skal findes plads til på meget lidt plads.
Så jeg er altid på udkig efter gode ideer til hvordan det kan lade sig gøre. Growing Power, en nonprofit organisation i Milwaukee, er i den sammenhæng ganske inspirerende. Nu ligger Chicago mht lys på romerske breddegrader, men har meget kolde vintre og forår, så det er en oplagt ide at hente kompostbunken ind i drivhuset og bruge varmkompostering som en opvarmningskilde. Når man ikke har store landområder at 'landbruge' på, så er det en stor udfordring at skaffe nok jord (og god jord). Der er kompostering nøglen: det fylder ikke særlig meget, giver den bedste jord, specielt når man har ormene inde over. Man sparer både de højmoser der forsyner det danske havefolk med spagnum, sparer på den mængde af affald der bliver kørt på lossepladsen eller brændt af. Og fik jeg nævnt at man får den bedste jord ud af det? En win-win-win situation og måske en opskrift på den ultimative local foods diet?
Det kan man forvisse sig om ved at kigge på de videoer som det amerikanske NPRs videnskabsprogram har lagt op på deres hjemmeside. En introduktion til organisationen og forsøgsgården findes her:



Flere videoer om Growing Power her.

Linket fundet via den interessante blog "Local Foods Research Project", der skriver om lokale mad-emner i alle afskygninger.

Havregryn igen

En artikel af Ane Bodil Søgaard i det seneste nummer af Praktisk Økologi vender tilbage til den notoriske historie om havregrynene. Artiklen fortæller en noget mere fyldig historie end den som aviserne, medierne, producenter og eksperter formåede at bibringe. Ihvertfald var der i artiklen en ny detalje, der overraskede mig. Jeg har tidligere påpeget, at den pointe, der blev begravet i kræftforskrækkelsen, var gyldig nok: nemlig at den industrielle forarbejdelse af fødevarer ikke er uden omkostninger for næringsindholdet. Acrylamid er i den forbindelse bare prikken over i’et, en uforudset biprodukt af en forarbejdelse der udelukkende har til formål at forlænge hyldeholdbarheden. Det skal siges at i bogens formulering af denne sandhed måske godt kunne have været bedre formuleret og at en mindre skræmmende formulering nok næppe så nemt ville have kunnet løftes ud af den sammenhæng den indgår i.

Når det så er sagt, så er det der var nyt for mig at Søgaard faktisk begyndte den rigtige vej rundt: nemlig ved at opdage hvor anderledes friske havregryn smager og dernæst begynde at undre sig over hvad forskellen bestod i. Det var den vej rundt at historien begyndte for Søgaard.

At bogens anden forfatter, Troels Østergaard, så sælger de pågældende havregrynsvalser - og at de starter ved 1.400 kroner - er så måske hvad en dybdeborende journalist kunne kaste sig over næste gang. For mig er de 1.400 kroner (og tanken om hver kvinde/mand sin havregrynsvalse) udtryk for en privatisering og/eller borgerliggørelse af tilgangen til havregryn: tærsklen er simpelthen for høj: hvor er den butik der ville tilbyde at sælge friskmalede havregryn istedet for fabriksindpakninger a 1kg? For ti-femten år siden var det vel kun Irma der havde kaffemøller stående i deres butikker og solgte hele kaffebønner. Der må man sige der er sket noget. Kunne man håbe på en tilsvarende udvikling på andre produkter? Hvor svært kan det være?

Farmers Market i Aftenshowet

Onsdag den 7. maj kl. 18-18.30 er Farmers Market i Aftenshowet på DR1.
Lavendelgaarden og en række andre producenter stiller op med boder og vil skabe en god markedsstemning på Rådhuspladsen.
Man kan se udsendelsen her. Hvis man har fulgt med i hvad det handler om bliver man ikke så frygtelig klog af udsendelsen, men sandsynligheden taler for at de fleste seere ikke kendte til Farmers Market på forhånd. Set i det lys er det jo en udmærket eksponering, selvom man nok skulle have været der for at fange hvad konceptet går ud på; det er der måske en pointe i.

Farmers Market i Taastrup

I sidste weekend åbnede Farmers Marked i Tåstrup sæsonen på denne side af Storebælt. Ebeltoft var selvfølgelig endnu tidligere ude.
Efter at have studeret temperaturer (vind og jord) og kigget på min egen have, må jeg tilstå at jeg var nervøs for om den 12. april var lige tidligt nok. Men mine bange anelser blev nu hurtigt gjort til skamme.
Når vi når til dette punkt på vinteren har jeg en tendens til at glemme hvor stor en forskel friske krydderurter kan gøre i tilberedningen af mad. Sidste år var jeg fornuftig nok til at overvintre en meget stor forsyning af persille, men i år har jeg oplevet en decideret pause i min forsyning af friske krydderurter. Måske også fordi jeg er nærig nok til ikke at købe urterne før jeg har en chance for at dyrke dem videre. Hvorom alting er, så lykkedes det at præsentere et imponerende udbud af mad. Fisk, honning, brød, rabarber og jordskokker var højdepunkterne.
Jeg nyder stadig godt af den forårshonning jeg købte fra Høje Tåstrup Biaavlerlaugs stand, super kvalitet!

Markedet i Taastrup adskiller sig fra Nørrebro (som jeg kender bedst) ved at være arrangeret i et samarbejde mellem Miljø og Energicenteret og Lions Club. Fjerkræavlerforeningen stillede op med en demonstrationsmodel af en mobil hønsegård som man kan leje eller købe. Miljø og Energicenteret stillede op med en stand med kompostbeholdere som udlånes til interesserede.
Jeg havde håbet at blive lidt klogere på ormekultur, men fokus var på de enorme kompostbeholdere der er mere velegnet til villahaver end til 'frimærker'. Men jeg købte da en portion orme og forsøger mig med forskellige containere at få gang i en omsætning af køkkenaffald, og foreløbig ser det ud til at gå udmærket.
Fair Trade var et andet tema - kaffeservering i den ene ende og en stand med diverse fairtrade produkter i den anden. Og der var økologisk bomuldstøj. Og æbler. Og ... der var i det hele taget meget! Og mange mennesker, hvilket var godt at se, selvom det gjorde det lidt svært at få taget ordentlige billeder.
Næste marked finder sted lørdag den 10. maj.

Foruden Oprør fra Mavens mobile køkken, hvor blandt andre Camilla Plum tilberedte smagsprøver, så var der også et område beregnet på at børn under supervision lavede deres egen mad:


Kudos til Frugtformidlingen.
Og som det fremgår af billedet ovenfor, så var der også levende musik, selvom det lykkedes mig at komme hjem uden billeder af det!

Som en sidste krølle på halen, så kom folk langvejs fra: På det udmærkede tidsskrift Plenty Magazines hjemmeside kan man læse to 'danske' rapporter af Nathalie Jordi: "In Denmark, organic food is affordable and ubiquitous (at least compared to the US)", hvor hun beskriver Taastrup-markedet og "More musings on organic ag and alt energy in Denmark", hvor hun besøger en økolandsby.
Hvis man trænger til et internationalt perspektiv på Farmers Markets, økologi og vedvarende energi, så kan artiklerne bestemt anbefales.

Æbler

Æblesæsonen er ved at rinde ud. så måske denne nyhed er ækvivalenten til de pressemeddelelser der ryger ud fredag eftermiddag? I hvert fald nåede æblerne lige at blive emne for en nyhedshistorie i sidste uge.
Konsulent i Dansk Landbrugsrådgivning Svend Ramborg fortæller fra en fødevaremesse i Berlin om de seneste trends på det tyske marked:

Problemet er, at supermarkederne stort set har sat sig på frugtsalget, og de forlanger ensartede priser for frugterne, så de eksempelvis kan sælge 10 stk. frugt for 20 kroner.

Indkøberne forlanger desuden store ensartede partier. Æblerne skal være 70-80 mm. Er de bare 10 mm større, er prisen kun den halve, og afviger de endnu mere, er frugten værdiløs, forklarer han.

»Supermarkederne er fuldstændig ligeglade med sorterne, og hvor frugten kommer fra. De skal bare have et sortiment af røde, gule og grønne æbler, som lever op til nogle krav om sprødhed, fasthed og sukkerindhold«, siger han til Børsen.

Såvidt tendenserne på det tyske marked. Der er ingen tvivl om at supermarkeder udvikler sig med tiden og at denne udvikling kommer til at ske også i Danmark - med mindre der gøres en speciel indsats. I Irma har man foruden de argentinske, italienske og tyske æbler også kunne få Fejø æbler gennem hele vinteren i min lokale Irma. Og da historien bredte sig fra Børsen til de andre danske aviser var Coop da også en af de kæder der blev citeret. Og informationsdirektøren formåede imponerende nok at blæse mens han holdt melet i munden:

Superbrugsen og de andre forretninger inden for Coop er dog ikke på vej til at droppe de danske æbler, forsikrer Jens Juul Nielsen. Brugserne har den danske frugt i sortimentet, fordi kunderne efterspørger den.
Men samtidig vil kunderne ikke betale mere, bare fordi frugten er dansk.

De to udtalelser blev der ikke spurgt ind til. Det kunne ellers have været relevant at høre hvordan Coop vil tackle den gordiske knude. Producenterne (de danske) er fraværende i Coops argumentation og det kunne jo tyde på at de billige udenlandske æbler skal bruges til at presse æbledyrkerne på prisen?

Alle vil jo gerne, om ikke blæse med mel i munden, så io hvert fald gerne have (mindst) to modstridende ting samtidig: stadig billigere, pæne, standardiserede (og røde) æbler, men også æbler der smager af noget og (måske i forlængelse heraf) danske æbler.

Her i mit Vanløseske kvarter vokser der mange æbler i de gamle villahaver - men langt de fleste bliver simpelthen hængende på træerne indtil de falder ned og rådner væk. Det undrer mig, da jeg selv går med overvejelser om at prøve at få plads til et æbletræ i min minihave. Men jeg tror det hænger sammen med supermarkedsdominansen på den måde at der blandt mange, specielt københavnere, simpelthen mangler en grundliggende viden om hvordan æbler bliver til. Hvis man ikke bemærker hvordan æbler vokser på et træ, så mangler man en form for viden der gør at man kan skelne mellem vaskepulverpakker hvor standardisering er udmærket og så æbler, hvor standardisering kun kan finde sted med store omkostninger. Man bliver reduceret til udelukkende at være forbruger og kan kun handle i blinde, og lade sig lede af tilfældige karakteristika: man forbinder et rødt æble med smag, et stort æble med værdi, osv.

Hvor mange tænker mon en ekstra gang over hvilke omkostninger der er forbundet med slagtilbud af typen ti æbler for en tyver? Som forbruger gør man det ikke, og hvis man har mange munde at mætte og har svært ved at finde på de seks om dagen som vi alle steder får at vide at vi skal spise, ja så er der rigeligt med grunde til i hverdagen at falde for fristelsen. Men derudover findes der en stor gruppe af os, der har råd til vælge anderledes, og jeg mener at hvis man har mulighed for det, så er det værd at tænke over om man vil lade sig nøje med hvad supermarkederne har at byde på.

Måske en mere relevant strategi ville være at udvikle alternative afsætningskanaler?

Formuleret som et fremtidigt skrækscenarie var dette indledningen på Berlingskes version. Og TV-Avisens indslag klokken 18.30 sluttede med et besøg i gårdbutikken. Ingen af disse historier kom ind på den rolle farmers markeder kan spille i ovenstående problemstilling (både omkring tilgængelighed og viden). Mere om det lidt senere, når jeg får blogget åbningen af Taastrups Farmers Market i lørdags.

Havregryn

Diskussionen om havregryn forsvandt tilsyneladende lige så hurtigt som den kom op. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at skrive om indholdet, men mere om det symptomatiske i debatten. Nu bliver det i midlertid en blanding af begge dele.
Observationen om behandlingen af havregryn stammer fra en bog der kom sidste år, Hvad er det du spiser? af Ane Bodil Søgaard og Troels V Østergaard. Hvad der bragte historien frem i Politiken nu er ikke klart, men i beskrivelsen og i den efterfølgende pressedækning var den overordnede pointe i hvert fald helt fraværende. I stedet var alt fokus på forekomsten af acrylamid og hvorvidt det gør havregrynene kræftfremkaldende. Mogens Bisgaard forklarer den proces der frembringer dette stof:

Acrylamid dannes ved en reaktion mellem asparagin, en af de aminosyrer, der er byggestene i proteiner, og sukkerarter som fructose og glucose. Reaktionen finder sted ved temperaturer over 120° C.

Politikens historie fik mange eksperter ud af buskene, og vurderingen var rimelig entydig. Inga C Bach opsummerer vurderingen glimrende:

En eventuel negativ effekt af akrylamid opvejes til fulde af de mange gavnlige stoffer i havregryn. Iøvrigt indeholder mange forskellige tilberedte fødevarer akrylamid.

Dermed er fokus lige så entydigt flyttet fra spørgsmålet om hvorvidt der behøver være acrylamid i havregryn, til et spørgsmål om hvor meget der er sikkert. Og en forsikring om grænseværdier: uanset hvad acrylamid er, så er mængderne ufarlige og i øvrigt opvejet af de positive egenskaber der er bibeholdt i processen.
Så langt så godt, men den anden sætning i citatet ovenfor gør mig lidt bekymret i og med at den er prædikeret på en generel tiltro til forarbejdningen af fødevarer. Hvad kan man slutte af sætningen? At acrylamid er helt almindeligt og (derfor?) ufarligt, hvilket lader til at være intentionen. Eller at varmebehandling i forbindelse med "tilberedte fødevarer" er meget udbredt, hvilket helt sikkert er tilfældet. Jeg vil bare gerne have mulighed for at frembringe det når jeg laver havregrød - ikke være henvist til et forkogt produkt fordi det så kan stå et halvt år længere på supermarkedets hylder. Så selv om jeg drikker så meget kaffe og spiser så lidt havregryn at jeg ikke bekymrer mig over acrylamiden i dem, så vil jeg tillade mig at holde fokus på fremstillingsprocessen: "jo kraftigere varmebehandling, des mere akrylamid".
Om de 120 grader er en magisk grænse tvivler jeg på men jeg holder mig i hvert fald foreløbig til Aurions produkter. Her var man tilstrækkelig bekymret til at kontakte både Ane Bodil Søgaard og Dalby Mølle, for at finde ud af hvordan deres egen proces foregår. Og sende en meddelelse ud til modtagerne af deres nyhedsbrev, hvor de istedet for at tage stilling for eller i mod simpelthen beskriver processen. Det jeg bider mærke i at den varmebehandling der foregår er ved 80 grader, ikke 120. Man kunne sikkert speede processen op ved at bruge en højere temperatur, men hvis man vil betale mere får man altså også et mere skånsomt behandlet produkt:

Havregryn

Den 3. april kl. 8 kunne man høre en nyhed i radioavisen om, at havregryn er kræftfremkaldende, pga. varmebehandlingen. Jørn Ussing Larsen har talt med fødevareforsker Ane Bodil Søgaard om denne nyhed. De er enige om, at havregryn er et optimalt kornprodukt til morgenmad både i forhold til ernæring og smag.

I havregryn findes der nogle enzymer, der hedder lipaser, disse skal inaktiveres ved varmebehandling, ellers harsker fedtstoffet i havren og grynene bliver bitre. Alle havregrynsproducenter, både konventionelle og økologiske, varmebehandler havre.

Aurion får havregryn fra tre forskellige møller: Saltå Kvarn i Sverige (DEMETER), Dalby Mølle i Danmark (ØKOLOGISK), Georg Gehrsitz Havregryns Mølle, Wurtsburg i Tyskland. (DEMETER)

Aurion har spurgt Dalby Mølle om deres produktionsproces af havregryn, og den består af 7 trin:

1. Afskalning af havren uden varmebehandling

2. Dampning med tør damp i ½-1 minut til en temperatur på 80 grader.

3. Havren henstår dernæst i en isoleret silo så den holder temperaturen på 80 grader i en time og 15 minutter.

4. Vandindholdet stiger fra 14 % til 16, 3 %

5. Valsning

6. Tørring af flagerne - indtil 12 % vandindhold

7. Pakning i sække og poser.

Aurions vurdering er, at denne måde at producere havregryn på, er den mest skånsomme metode.

Ikke sensationalistisk nok til Politiken og en 24-timers nyhedscyklus, men til gengæld er der mere fiber i sådan en liste!