Det er opløftende med en historie om nødhjælp, der går i mod strømmen; i dette tilfælde valgte man at subsidiere kunstgødning for at modvirke hungersnød - og det virkede. Hvor 13 millioner mennesker i 2005 havde brug for nødhjælpsrationer, er Malawi i år i stand til at eksportere til sine nabolande.
Denne vending skyldes at man gik bort fra årtiers politik dikteret af Verdensbankens frimarkedsideologi og subsidierede kunstgødning (som det i øvrigt også sker i Vesten). Man gik også væk fra eksportdelen af denne ideologi - og resultatet er altså at Malawi er blevet selvforsynende med fødevarer.
Hvor bekymringen kommer ind i billedet er ikke i relation til dette vældig fornuftige oprør med en idiotisk ideologi men fordi den valgte strategi fostrer en ny afhængighed. En ny afhængighed der klart er at foretrække frem for den gamle, men stadigvæk.
Foruden at være baseret på fossile brændstoffer, gør kunstgødningen det nødvendigt at fortsætte med kunstgødning. Jordens iboende frugtbarhed slås ihjel hvis man ikke passer på den. Det kunne noget tyde på allerede var sket i Malawi, men det blir ikke bedre med denne nyskabte kunstgødningsafhængighed, tværtimod. Landbrug baseret på kunstgødning er et højt-input system, uanset hvem der betaler prisen for NPKen. Det er et problem i USA og Europa, og det vil det blive i Afrika.
Man kan høre disse ekkoer af den såkaldt Grønne Revolution i den liste artiklen bringer over såkaldte alternativer:
"fertilizer, improved seed, farmer education, credit and agricultural research" (§8).Hvad det er der bliver forsket og uddannet i, er jo det springende punkt hér - min fornemmelse er at når det kædes sammen med forbedret såsæd og kredit, så bliver det en simpel dagsorden, der handler om lineær matematik, og vi kan se frem til kvælstofsforurende søer og vandløb i Afrika.
Det siger ikke så lidt om hvordan tingenes tilstand er for tiden, at dette ville være et fremskridt. Men nogen langsigtet løsning er det ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar